Den værste bil, jeg har kørt
RENAULT CAPTUR
Facade betyder alt i Italien. Tag nu fx Fontana dell’Acqua Felice – eller Mosesfontænen i daglig tale. Den blev bygget som et propagandaprojekt af den katolske kirke i 1580’erne for at slå fast i sten og marmor, at i modsætning til de oprørske protestanter, kunne kirken i Rom i det mindste levere rent drikkevand; med en bismag af kætterbål naturligvis.
Bag fontænen ligger Hotel Moses Fountain. Et lillebitte hotel med en håndfuld rum klinet direkte op ad fontænens bagvæg og med adgang fra en forfalden trappe på gadeplan. Man skal langt ned på resultaterne af Google’s billedsøgning for at se, hvordan der i virkeligheden ser ud. Resten er ren fontænefacade.
Det går igen i den italienske insisteren på La Bella Figura. Ligegyldigt hvor gennemgnavet, træt og travl du er, går du ikke uden for din egen hoveddør uden at være skarp i antrækket. Det handler om respekt og selvrespekt. Italienere har ikke foragt for danske mænd i vores forvoksede teenagetøj. De har medlidenhed.
Så jeg blev ikke overrasket, da Europcar i Bari stak mig nøglerne til en knaldrød Renault Captur. Hvorfor den hedder sådan, ved jeg ikke. Jeg gætter på, at det er en homage til bedstefars skæbne i maj 1940. Men det er altså Renaults nyeste cross-over; en af de her tåbelige, tåbelige biler, der ser ud som om, den er klar til at køre offroad, men som selvfølgelig vil hænge fast, hvis den forsøgte at køre over en brunsviger.
Renault kalder selv designet urbant, dristigt, dynamisk, moderne, spændende og innovativt. For mig ligner den mest af alt en overvægtig fransk madame, der i forskrækkelse hiver op i skørterne.
Indvendigt oser den – og det er Renaults egne ord – af god stil, lækker finish og materialer i høj kvalitet. Det er måske også sandt nok, hvis alternativet til den anvendte plastic var at bygge kabinen i papmache. Men nu er det altså bare plastic af den slags, der giver en høj gonk!-lyd, hvis man banker på den og rivemærker på hånden, hvis man stikker pøllerne under instrumentbrættet for at finde et sted at justere rattet i en bare nogenlunde tålelig position.
Hvordan er den så at køre i? Jo … skal man tro reklamen, er den (igen) dynamisk, hvad det så end betyder og så ovenikøbet sporty. Det kan kun være sport for folk, der holder af at se håndbold eller curling. Realiteten er, at den italienske sciroccovind får den høje kabine til at ruske, at den sejler rundt i svingene som en sømand på vej ud fra Hong Kong – baren, ikke havnen. Og at det er lidt af en gætteleg, hvor meget man skal dreje rattet, fordi der absolut ingen føling er med forhjulene.
De gav mig en diesel. Og det gjorde mig faktisk glad. Har man først én gang prøvet at hænge i en bilkø op ad en 15 % stigning i en snæver gyde i en italiensk bjergby, lyder en dieselmotor med masser af bundtræk som en rigtig god idé.
Men på en eller anden måde er det lykkedes Renault at tage det værste fra benzinmotoren og dieselmotoren og kombinere dem i et. Resultatet er en astmatisk og brystsyg lille larmepotte, der dårligt kan hive den tonstunge Renault op af den mindste bakke uden man febrilsk tæver rundt med gearstangen, som var det et piskeris.
Så er den vel økonomisk? Ja, det er de der bittesmå turbodieselmotorer selvfølgelig på et rullefelt i et testlaboratorie. I den bakkede italienske virkelighed ser det anderledes ud. Her sidder man med pedalen i bund på sin fagaderæser og håber bare, at den når at komme op i omdrejninger, inden man bliver tromlet ned af det dyttende lastvognstog bagfra. Brændstofforbruget undervejs viste sig da også at kunne aftvinge en Centurionkampvogn respekt.
Ren facade. Lige som Europcar i Napoli, der med glade smil tog mod bilen med et ”everything okay, sir” og bagefter lige trak en ekstra plovmand på kortet for 13 liter diesel, de kun kan have hældt i bagagerummet. I tanken var der i hvert fald ikke plads.
Og apropros tanken: Falder den på at anskaffe sig en Renault Captur, så tænk om igen. Nu har du mine ord for det.