Jeg besøgte Nürburgring i min Porsche 911 for nogle år siden. Bilen havde lige havde fået installeret en 3,2 liters motor; short-stroked fra en 3,0. Den skulle prøves af. Her er noterne fra dengang:
Dag 1 med brun buks
Det har ikke været en kedelig dag på Nürburgring. Efter en hurtig gang morgenmad var det ud til bilen for at være på ringen som en af de første, når den åbnede klokken 8. Det første, jeg får øje på, er et fladt bagdæk.
Der er nemmere ting i verden end at skaffe et nyt dæk, når tysken holder Corpus Cristi (en helligdag for papisterne). Fred i Mellemøsten? Pf! En barneleg i forhold til.
Til sidst gav jeg op og gik de 7 km til ringen i håb om at finde nogen i deres dækcenter, selv om de ikke tog deres telefon og ifølge interwebbet holdt lukket. Så krængede heldet læberne tilbage og viste sit brune tandsæt! Der var liv, og de kunne hjælpe.
Mange timer senere var jeg så endelig på ringen og lagde ud med at tage en ringtaxi rundt. En Audi R10 ført af en gut, der underholdt om navnene på svingene, mens han skødesløst kontrastyrede. At sige det gik hurtigt, er som at sige, at Kohinoor-diamanten er dyr. Ordet yder ikke rigtigt oplevelsen retfærdighed.
Jeg selv tog kun to ture i dag. Den første var brun-i-buksen skrækindjagende. Der blev holdt så meget øje med bakspejlet så det lykkedes mig at spinne af på et urimelig let sving på grandprixbanen, der helt exceptionelt også var åben i dag.
Anden gang gik det langt bedre, men alligevel var jeg lige ved at blive klippet af en 911 GT3 (læs: en bil så hurtig som en sømand på vej ind ad døren til et Hongkong-bordel). Det var ikke hans fortjeneste, at vi begge kan køre i morgen.
Nu: optankning til i morgen!
Dag 2 blev brunere
Anden dag på Nürburgring var en helt anden oplevelse. Hvor det i går var et indisk gademarked, var det i dag Odder en søndag formiddag. Ringen var nærmest tom, da jeg kørte første runde halv ni.
En tom bane er lig med fuld glæde. Jeg grinede og jublede bag rattet, som hvis schweiziske forskere med alvorlige briller og stive, hvide kitler lige havde opfundet en helt ny og endnu mere lækker bacon.
Anden gang var der lidt mere trafik. Inklusive en motorcyklist på en Yamamoto 3000 Hellblazer, der enten kørte bindegalt eller blændende godt.
Et par kilometer længere henne viste det sig ikke at være det sidste. Der var gule flag og biler i vejsiden med advarselsblinket tændt. På banen lå Hr. Yamamoto. Da der allerede var folk til at hjælpe ham – og han kom op og stå – satte jeg i gear og kørte videre.
Tredje gang var der endnu flere biler på banen. Og et fejeblad var ved at skrabe resterne af den tohjulede vanvidsmaskine fra omgangen før af asfalten. Det ødelagde rytmen en del.
Nu er det sådan, at Nürburgring har 73 sving. Det nytter ikke noget at køre de 72 forsigtigt eller endda godt, hvis koncentrationen svigter i det overskydende, som den gjorde for mig. Jeg tabte bilen i et sving, fik den reddet med nød og næppe, mens bagenden skred et par gange til begge sider.
Der var stadig en meter til autoværnet, så mere dramatisk var det ikke, men det fik mig til at beslutte at stoppe, mens legen er god. Jeg skal helt sikkert tilbage til ringen, men det er slut med Touristenfahrten (Terroristenfahrten kalder de lokale det). Næste gang bliver til en trackday, hvor man kun behøver fokusere på at køre og ikke på om motorcyklisten, der bliver større og større i bakspejlet, er Tom Cruise i Days Of Thunder eller O.J. Simpson i Police Squad.
I stedet kørte jeg til grandprixbanen, hvor der var Nürburg Classic. Jeg fik gratis parkering og fri entre til weekenden af et par medarbejdere i presseloungen fordi – og det er deres ord IKKE mine – jeg var så flink.
Der var gamle øser og hamrende koldt. I fanshoppen var jeg derfor lige ved at købe en skarp læderjakke, men den må være lavet til aber eller motorcyklister. Ærmerne var i hvert fald for lange.
Dernæst gik eventyrrejsen videre til Koblenz, hvor bange mennesker i 5000 år har befæstet en bjergtop, hvor Mosel og Rhinen flyder sammen. Fort Ehrenstein er sidste skud på stammen og et besøg værd, hvis man er til avanceret fæstningsbyggeri og tyske Rammstein jam bands. Det clash matchede en af Koblenz bedre restauranter med noget, jeg kun kan beskrive som en laksefrugtsalat.
Nu: shut eye og tidligt op for at vende næsen nordpå.
Siden har jeg ikke været der. Så det er på høje tide!